–
Hvad indeholder en markedsværdivurdering?
Udover en beskrivelse af ejendommen og faste oplysninger som f.eks. grundareal, bygningsarealer, offentlige ejendomsværdier m.v., undersøges ejendommens planmæssige- og tinglysningsmæssige forhold.
Gennemgangen af disse skal bl.a. sikre, at der ikke er lyst belastende servitutter eller deklarationer vedrørende ejendommen som har indflydelse på markedsværdien.
Er der tale om en udlejningsejendom til enten beboelse eller erhverv, gennemgås de eksisterende lejeforhold i ejendommen ligeledes, da det er yderst vigtigt at sikre sig, at den leje, der opnås ved udlejning af ejendommen, svarer til markedslejen på det pågældende tidspunkt.
Er det nuværende lejeniveau højere, end hvad en vurderet markedsleje berettiger til, vil der være en risiko for et reduceret overskud på ejendommen ved opsigelse af lejemål i ejendommen. Er det nuværende lejeniveau derimod lavere, end hvad en vurderet markedsleje berettiger til, (lejereserve) vil der på sigt kunne forventes et større overskud på ejendommen.
Udover selve lejeniveauet skal forhold som f.eks. uopsigelighed fra lejers og udlejers side samt forpligtelser, der i øvrigt knytter sig til at have den pågældende lejer boende, underkastes en nøjere vurdering.
Som regel udarbejdes der i forbindelse med vurderingen et driftsbudget for ejendommen. Driftsbudgettet udarbejdes på grundlag af de foreliggende oplysninger samt vore egne erfaringer fra tilsvarende ejendomme i området.
